Naturgrise lever et naturligt liv
Vi kalder vores koncept naturgrise, fordi vores grise lever et så naturligt liv som overhovedet muligt.
Vores naturgrise bor ude hele året. Hver familiestruktur har deres eget bo, som beskytter mod vind og vejr. Og de har masser af frisk halm, som de bruger til at bygge seng af. I boerne kan de derfor sagtens holde varmen selv i streng kulde. Racen har, modsat de fleste andre griseracer, desuden et tykt lag pels, som både holder den varm om vinteren og beskytter den mod solen om sommeren. Grisene bestemmer selv hvornår de vil ud og grave i jorden, rulle sig i mudderet eller lege med de andre grise.
Også når det kommer til familiestrukturerne er vores tilgang respekt for grisenes naturlige valg. F.eks. går søerne sammen med deres smågrise, så længe de selv vælger det. Når søerne synes deres unger er store nok, smider hun dem ud og de flytter i stedet ind i et af de andre boer. Soen bestemmer også selv hvor meget smågrisene får lov at die. På den måde sker der en glidende overgang fra mælken til fast føde og smågrisenes maver når at vænne sig til ændringen. Dette er en ikke uvæsentlig del af det naturlige griseliv, vi gerne vil give vores grise. Konventionelle, frilands- og økologiske smågrise fravænnes fra den ene dag til den anden, når de er 4-7 uger med bl.a. store diarre-problemer til følge. Naturlig fravænning sker omkring 4-måneders alderen, altså væsentligt senere end den voldsomt forcerede adskillelse af so og unger i landbruget.
Naturgrise er dyrevelfærd uden kompromiser
Vores fokus er hele vejen igennem højest mulige dyrevelfærd uden kompromiser. Dvs. vi vil give grisene de bedst mulige betingelser for at leve et naturligt griseliv. Også selvom der er ekstra omkostninger forbundet hermed. Vores grise er ikke mærkede med det officielle øko-mærke. Det skyldes at vi pt. ikke har mulighed for at dyrke en større andel af foderet selv. Men det kommer… Grisene får mad af bedste kvalitet samt så varieret som overhovedet muligt. På alle andre områder opfylder vores grise kravene til øko-mærkningen samt den endnu strengere KRAV-mærkning. Og på flere områder er vores overligger væsentlig højere. F.eks. går vores grise ude hele året og de har omkring 400 kvm pr voksen gris. Vi giver dem desuden jævnligt nye græsningsarealer, så de kan grave efter friske rødder.
Grisene bor i det sydlige småland, hvor de kan få tilstrækkelig med plads uden at det slår bunden ud af budgettet før vi overhovedet er kommet i gang. Racen stammer oprindeligt fra Sverige, så på den måde hænger det også godt sammen:-)
Interesseret i vores naturgrise?
Det skal understreges (igen:-)) at vores griseprojekt primært har til formål at forsyne os selv og vores familie med det bedste grisekød, der findes. Vores griseopdræt er derfor i højeste grad på hobbyplan, hvilket i øvrigt også er derfor, vi kan og vil gå all-in på dyrevelfærd og kvalitet.Vi sælger kun et meget begrænset antal grise, så andre kan få mulighed for at smage og vi kan få det hele til at løbe rundt.
Vi opdrætter kun et kuld om året. Smågrisene kommer typisk til verden i det sene efterår/den tidlige vinter og er slagteklar efter ca. 11 måneder. Kødet kan købes i mindre portioner ved selvhent i Nordsjælland til 130 kr/kilo eller ved at adoptere en hel glad, sund og lækker gris. Adopterer du en hel gris, har du fuld bestemmelse over udskæringerne – og du får naturligvis både stegeben, indmad og grisetæer med hvis du ønsker det:-) Læs mere her: www.naturligtgriseri.nu/adopter-en-gris
Grisene vejer ved 11 måneder ca. 80 kg. Det kan dog variere noget, da hver gris vokser i sit eget tempo afhængig af appetit og energiniveau. Grisene er 100% naturlige og lever hele deres liv udendørs. De har derfor et tydeligt spæklag og en flot fedtmarmorering i kødet. Det er den relativt høje fedtprocent, der sammen med masser af muskler, naturlig føde og langsom vækst giver det helt unikke og virkelig velsmagende kød. Kødet er saftigt og meget velegnet til langtidsstegning.
Efter et langt og naturligt liv, slagtes grisene på et lille lokalt KRAV-mærket slagteri kun få kilometer væk. Udskæringerne vakuumpakkes og får mærkater på.
Hvis I er interesserede, kan I skrive Jer op og vi vil kontakte Jer, når det er tid til endelig bestilling.
[url url-172]
I kan også følge med på vores Facebookside www.facebook.com/naturligtgriseri hvor vi løbende poster updates fra grisenes hverdag og diverse projekter. Ikke mindst med en masse søde og sjove billeder af glade grise:-)
Grisene må meget gerne besøges, det tager knap to timer i bil fra København. Ønsker I måske en lille ferie ifbm med besøget, kan vi anbefale dette hyggelige sommerhus lige i nærheden: www.svenskidyl.nu