Fra urgris til Linderødsgris
Linderødsgrisen i dag er direkte efterkommere af den oprindelige svenske urgris. Racen er nok det nærmeste vi i dag kommer på en rendyrket naturgris. Kødet smager absolut fantastisk! Og både farve og smag er helt anderledes end det vi kender fra konventionelt grisekød.
I hundredvis af år klarede Linderødsgrisen sig selv i naturen ved at spise rødder og ikke mindst agern og bog i de store svenske ege- og bøgeskove. Desværre er der i dag ikke de samme muligheder for det samme frie liv. Vi forsøger dog at komme så tæt på som muligt.
Linderødsgrisen har været tæt på at uddø. Det lykkedes heldigvis en svensk dyrepark at redde et par Linderødsgrise i 1951 og det er herfra også vores grise stammer. I dag er der bare få hundrede avlende søer, så racen er stadig truet. Vores søer er med i en genbank, dvs. en oversigt over eksisterende Linderødsgrise og deres slægtsforhold. Genbanken sørger for at fremtidig avl bygger videre på og styrker Linderødsgrisens unikke egenskaber. Ved at købe Linderødsgris, hvad enten den er levende eller klar til fryseren, støtter man Nordisk kulturarv og får samtidig en kulinarisk oplevelse af de helt store.
Linderødsgrisen er en ægte naturgris
Linderødsgrisen er en hårdfør udegris med alle sine naturlige instinkter intakt. Den er så langt fra nutidens konventionelle griseracer, som den overhovedet kunne være.
Den trives bedst udendørs og behøver blot et vand- og vindtæt bo med masser af halm. Så kan den klare selv den strengeste kulde. Ja, den vil faktisk helst være udendørs i al slags vejr. Den bruger en stor del af dagen på at grave i jorden efter rødder og får derfor meget motion. Grise i det danske landbrug skal have mellem 0,65 og 2,3 kvm (afhængig af om det er en konventionel, frilands eller økologisk gris) pr. voksen gris på 100 kg. Linderødsgrisen skal have minimum 400 kvm pr voksen gris! Når man ser vores grise grave, rode og lege på marken, så virker det på ingen måde som for meget plads. Og det gør ondt i hjertet med tanke på de mange millioner grise, der dårligt har plads til at bevæge sig…
Fordi Linderødsgrisen lever så naturligt, er der heller ikke behov for brug af antibiotika. Grisene bliver ikke halekuperede eller får klippet tænder (der er aldrig problemer med bidsår, da grisene netop har plads nok). Og er det nødvendigt at kastrere, sker dette med bedøvelse og af en dyrlæge. Men der er faktisk kun sjældent problemer med ornesmag i kødet. I det hele taget lever Linderødsgrisen et liv med så lidt menneskelig indblanding som overhovedet muligt.
Når en so farer (føder), klarer den alt selv. Den bygger selv sin seng af masser af halm og sørger godt for de små, når de er kommet til verden. Det er heller ikke nødvendigt at lave særligt forholdsregler for, at den ikke skal lægge sig ovenpå de små (som jo er argumentet for fikseringsbøjler i det konventionelle landbrug). Aldrig har vi set nogen lægge sig så forsigtigt ned som her. Det sker meget langsomt, mens der kigges flere gange til alle sider. Det er virkelig fascinerende og tankevækkende!
En langsom vokser men værd at vente på
En Linderødsgris er først slagteklar når den er knap et år (konventionelle grise slagtes når de er 5-6 måneder). Det siger derfor sig selv at det er omkostningstungt at opdrætte Linderødsgrise.
Den største udgift er helt klart foderet. Men der er også ekstra udgifter til de store udearealer, dyrlæge, mængder af halm og hø mm. Dertil kommer at vores søer kun får godt eet kuld smågrise om året, da de får lov at blive hos deres mor så længe hun selv tillader det (omkring 4 måneders alderen).
Kødet er dog i en klasse helt for sig selv! Kombinationen af masser af motion, varieret kost og racens ekstremt langsomme vækst, giver det nok mest velsmagende grisekød, der findes. Vi har selv nydt både koteletter, skinke og frikadeller fra vores grise og det er uden sammenligning, det bedste vi har smagt! Og så gør det jo heller ikke noget, at man ved, at grisene har haft verdens bedste griseliv fra fødsel til slagtning!
Læs eventuelt mere om Linderødsgrisen her: http://landtsvinet.se/